Mød bandet

Kasper – Trommer

Kasper er Grenaa-dreng helt ind til benet – født og opvokset i byen. Når han ikke pakker guitarer og grej hos DanGuitar, finder man ham som regel bag trommerne i Umami.

Som bandets trommeslager er Kasper manden, der holder resten af os nogenlunde på sporet – og han er bestemt ikke bleg for at give trommerne et ordentligt smæk, når nummeret kalder på det.

Kasper holder takten, sætter tempoet og sørger for, at vi andre ved, hvornår vi skal komme ind. For det meste.

Kalle – Leadguitar

Kalle er bandets unge blod og bor i Grenaa med fruen og sønnen Alfred. I Umami står han for både rytme- og leadguitar – og det er nok ikke nogen hemmelighed, at han helst spiller med volumenknappen drejet godt mod højre.

Musikinteressen begyndte lidt tilfældigt, da hans far fik en banjo, som ingen rigtig kunne spille på. Da søsteren senere begyndte til guitar, måtte Kalle selvfølgelig også prøve – og så var han solgt. Siden er det blevet til både guitar, trommer, klaver, bas og sågar lidt jagthorn, men elguitaren er og bliver nummer ét.

Når guitaren får en pause, bruger Kalle tiden på at fiske, skrue i gamle maskiner og lave mad med stort M. Til daglig arbejder han som uddannet anlægsgartner – efter eget udsagn det fedeste job, han kunne ønske sig.

Og skulle nogen være blevet charmeret af den unge, slanke og – ifølge ham selv – lækre guitarist, må vi desværre skuffe: Kalle er allerede taget.

Også kendt som "Forhuden" – fordi han efter eget udsagn trækker sig tilbage, når der skal knokles.

Mathias – Rytmeguitar & backingvokal

Mathias er opvokset i det nordjyske, men er siden flygtet til det østjyske og endt i Grenaa. Til daglig er han uddannet plastmager og arbejder med reparation af flydele – men når arbejdsdagen er slut, bliver værktøjet skiftet ud med guitar og forstærker.

Musikken har fulgt Mathias det meste af livet, og selvom han er selvlært, har han fundet sin plads på rytmeguitaren, hvor det handler mere om at få nummeret til at hænge sammen end om at fyre de store soloer af. Når strengene ikke er nok, skråler han også gerne med på backingvokalen.

Uden for øvelokalet går tiden blandt andet med motorcykel, Dungeons & Dragons og en lettere usund interesse for guitarer, pedaler og andet grej.

I Umami er Mathias samtidig ham, der forsøger at holde styr på alt det bag musikken – hjemmeside, økonomi, booking og de praktiske detaljer omkring bandet.

Så når han ikke forsøger at holde rytmen, forsøger han at holde styr på resten. Hvordan det går, må de andre bedømme.

Øivind – Bas 

Øivind stammer oprindeligt fra Djævleøen, men har gennem livet forvildet sig over på den rigtige side af Storebælt og videre til det østjyske.

Som bandets alderspræsident kommer Øivind med en god portion erfaring og musikalsk smag, som han gerne deler ud af. Han står for den funky ende af Umami og mener bestemt ikke, at bassen bare skal gemme sig i baggrunden – den må gerne kunne mærkes og give lidt ekstra smag til musikken.

Øivind er samtidig bandets tekniknørd og går op i, at tingene er gjort rigtigt og leverer den kvalitet, de skal. Det gælder både i Umami og til daglig, hvor han arbejder med IT. 

For nogen skal jo holde styr på teknikken, mens vi andre laver problemerne.

Kristian – Vokal 

Kristian er opvokset på Djursland og kender derfor de lokale kanter ganske godt. Han er desuden uddannet webintegrator i Grenaa – men det er nu foran mikrofonen, vi har mest glæde af ham.

Kristian elsker at synge og har efter sigende gennem tiden drevet mere end én roomie til vanvid, når han for alvor har givet den gas. For ham er musikken et frirum, hvor hverdagens jag kan lægges på hylden for en stund.

Når han ikke diskuterer med Thomas Blachman om, hvorvidt hans kugler er faldet ned, finder man ham som regel i øvelokalet med Umami – klar til endnu en omgang bag mikrofonen.

Om Blachman nogensinde bliver overbevist, vides endnu ikke.